6 uger gamle

Så blev de små hvalpe 6 uger gamle. På videoen er de 6 1/2 uge.

Dette blev ugen, hvor det blev besluttet hvilken hvalp, der skal flytte til hvilken familie om få uger - og derfor har hvalpene nu fået navne!
Vi har besluttet at beholde den mørke af tæverne, hun hedder nu Bille. Hun ser ud til at ligne Houdini, og jeg glæder mig til at begynde på hvalpefoundation med hende sidste på måneden - hos Johanna Allanach, sammen med en flok andre agility-spirer.
Den store mørke han hedder nu Charlie og den lyse hedder Jackson.
Den lyse tæve hedder indtil videre stadig Nougat 🙂

I denne uge har de øvet sig i at spise selv - udblødt hvalpefoder, det samme som mor Houdini spiser. De spiser stadig hos Houdini, men mindre end før.

Hvalpene har været i haven dagligt for at lære at blive renlige og for at opleve lidt af den store verden. Pelsen stritter på ryggen, de synes der er meget koldt uden for - men også spændende, med pinde og græs og nye dufte.

De vokser fint alle sammen i jævne vækstkurver:
30/1: Charlie: 2736 g, og så tre med næsten samme vægt Bille: 2181 g, Nougat: 2187 g, Jackson: 2153 g.

Og så er de blevet mere mobile - de kan løbe lidt længere stæk, rundt i stuen efter hinanden. Deres bagben er ved at få mere styrke, og jeg tror ikke det varer længe før de kan sætte af og hoppe op på trappen når de skal ind fra haven. Det er lige før tøserne kan!

Præmie fra BestFriend

BestFriend Challenge præmier

Posten har været forbi Veksø med præmier for hendes placering i BestFriend Challenge og Houdini er meget glad for sine flotte præmier!
Se selv hvilken af sagerne hun valgte først 🙂

5 uger gamle

5 uger gamle – lige knap

Så blev de små hvalpe lidt større og der er kommet mere aktivitet i - og udenfor hvalpekassen.
Der er masser af tumlen rundt med hinanden og biden i poter og ører på ens søskende - og Houdini-mor leger med dem og dæmper dem, hvis hun synes de bliver for vilde.

Hvalpene er i et lidt større bur og indhegning i stuen, når de da ikke får lov at komme ud og løbe rundt i hele rummet.
Løbe og løbe, det er mest Nimbus, den største af hannerne, som nu kan løbe lidt - Nimbus har rundet 2 kg, mens de tre andre vejer ca 1720-30 g.

Som det ses på videoen er der så også en lille Houdini in spe, som øver sit forsvindingsnummer. Hun er MEGET utilfreds med at være lukket inde, når man nu ved der er en stor verden udenfor! Videoen er fra lørdag så de er 34 dage gamle. Om søndagen klatrede hun så ud af kassen på egen hånd tre gange. Sjovt at studere hendes teknik, hvor hun bruger hovedet og halsen til at trække sig op med - afspærringen er 30cm høj, ca dobbelt så høj som hvalpen. Vil forsøge at få det på video i dag, men ellers har vi nu spærret af, for vi synes jo, der er sikrest inde i kravlegården, når vi ikke selv er tilstede.

Den lyse han, ham vi kalder for Sumo, folder sig mere og mere ud, det samme gør den lille tøs vi kalder Nougat, og begge er ret vilde i deres leg.

4 uger gamle

Hvalpene 4 uger gamle

Da bagbenene kom ind under rumperne blev hvalpekassen pludselig meget lille, og derfor er vi flyttet ned i større bur i stuen, så der er plads til at myldre rundt. Tænderne er kommet frem, så man kan bide hinanden lidt i ørerne, og legetøjet er ved at blive populært!

Houdini er ikke enig i konceptet, at de små skal have alt det sjove, bløde hvalpelegetøj, så 5 min efter jeg har lagt noget ned til de små, har hun slæbt det ud af hvalpeburet.

Det er Nimbus - den største af drengene - der angriber julemanden...

Hvalpene – 19 dage

Houdini og Helmers hvalpe – 19 dage

Nu begynder det at blive rigtig sjovt at have hvalpe i huset! I dag har de for første gang socialiseret og leget med hinanden. De er også opmærksomme på os mennesker, kigger på en og nyder at blive nusset. Jeg lagde en bold ned til dem, den blev kigget an, men så vist lidt farlig ud!
De er stadig meget usikre på benene, men bagbenene begynder at blive trukket bedre ind under kroppen, og de kommer op at gå i små momenter - det går så stærkt med at lære det, at man kan se forskellen fra morgen til aften. Det fungerer bedst på et tæppe som underlag. På glat underlag kommer de til at bevæge sig baglæns - fuldstændig som menneskebørn, når de skal lære at kravle 🙂
Houdini passer dem stadig fint, hopper op og giver mælk, og holder kassen ren. De er stadig på fuldkost hos deres mor. Den største, Nimbus, vejer nu 1.226 gram, og den mindste, Sumo, vejer 996 gram. Tøserne vejer 1.094 gram, Lucia, og 1.008 gram, Nougat.
Nytårsaften passerede i ubemærkethed for de små, deres hørelse er ikke så udviklet endnu. Der var ellers godt med larm her i vores lille by. Houdini tog det pænt roligt, hun var dog lidt anspændt og skulle følges med en tobenet ud om aftenen under knald og brag. Forståeligt nok.