Bille 1 år

Bille – Tux deLuxe Big Bug Boogie – 1 år 14. dec 2015

Så blev lille Bille - aka Mariehønen Evigglad - 1 år gammel. Hun er en rigtig dejlig unghund, med det gladeste og mest tillidsfulde sind. Hopper i armene på alle og enhver, både mennesker og hunde. Løber rundt med et stort smil om snuden...

Og hun er en fornøjelse at arbejde med til træning. Masser af gå-påmod - og alligevel opmærksom på mig. Hvis man skal sammenligne med hendes mor, Houdini, så er de meget forskellige. Hvor Houdini er en vild bulderbasse, så er Bille en smule mere tænksom. Houdini kaster sig ud i de opgaver jeg beder hende om, nogle gange uden helt at have hovedet og ørerne med, mens Bille går en smule mere forsigtigt frem og virker som om hun stadig lytter. Det bliver spændende at se, om hun fortsætter med at være som hun er nu, eller alder og modenhed ændrer hendes tilgang til verden.

Uanset hvad er de begge rigtig skønne at arbejde med - på hver deres facon.

Præmie fra BestFriend

BestFriend Challenge præmier

Posten har været forbi Veksø med præmier for hendes placering i BestFriend Challenge og Houdini er meget glad for sine flotte præmier!
Se selv hvilken af sagerne hun valgte først 🙂

Præmie i trick-konkurrence!

Houdini har vundet fin 2. præmie i Best Friend Challenge

Da Houdini jo har været drægtig her i efteråret, har vi holdt pause med agility, da det ikke er en god kombi sammen med gravid mavse. Men noget skulle vi jo underholde os med sammen, og det blev så til indstudering af små tricks.
Pga. efterårsmørket måtte det foregå hjemme i stuen, så det er ikke de store vilde aktiviteter.

Vi skulle instudere tricks - efter eget valg - ud fra temaet "1-2-3-4-5".
Tricks'ne med skateboard, har hun ret let ved at lære. "Elefanten" på basketbolden er krævende for hunden, da den skal være stærk og samtidig holde balancen og holde bolden stille mens den bevæger sig. Tricket med at løfte bagben ville jeg have sat kommando på så hun skiftevis løftede de ene og det andet ben, men det viste sig at tage længere tid at indlære, end jeg havde til rådighed! Det sidste trick med at "stå på hænder" frit i rummet er også svært - hvor det var let i step 1. at få hunden op ad en mur "på hænder". Så to udfordringer, vi stadig kan hygge os med...

Mit i juleræset, den 23. december, kom afgørelsen på trickskonkurrencen, og jeg blev meget glad for at vi opnåede en 2. plads i konkurrencen!
Nu ser vi frem til at modtage præmien - for 400 kr. legetøj og godbidder fra Best Friend!

Houdini on Roomba!

Houdini på Roomba i Klipfiskerne

I november 2013 fik jeg en udfordring - blev spurgt om min boston terrier mon kunne lære at sidde stille på en robotstøvsuger der kører?
For sådan en boston terrier skulle de nemlig bruge i TV quiz-programmet Klipfiskerne på TV2.

Det var jeg sikker på at hun kunne, så jeg sagde ja, og vi fik udleveret en ombygget robotstøvsuger med fjernbetjening som til en fjernstyret bil. 10 dage senere kom de første optagelser i kassen hvor Houdini skulle køre på fortovet foran Susanne Bjerrehus' bolig mens studieværten gik forbi hunden.
Spændende - i nyt miljø med forstyrrelser - og Houdini klarede det så fint.

Studiedelen af programmet blev optaget i januar, og her skulle Houdini køre på scenen, siddende på støvsugeren - og blive siddende meget længe. Alt for længe hvis vi spørger Houdini (hun udvandrede til sidst). Houdinis træner 🙂 havde ikke opfattet at hun skulle blive siddende så længe, så det havde vi ikke trænet. Alt sammen skulle ske foran et levende publikum under "live" optagelse. Dvs. jeg måtte sidde usynligt i mørket og ikke sige noget undervejs. Kunne dog give lidt håndtegn. Stor udfordring for lille hund på kun 14 måneder! Hun klarede det så fint, men til sidst udvandrede hun, da hun syntes at nu havde hun siddet længe nok.

Videoen øverst viser et lille klip fra prøven til programmet.

Nederste video viser lidt fra en af de første træningssessioner derhjemme.